Specialskolen Bramsnæsvig

DET DANSKE UDDANNELSESYSTEM HAR NU MULIGHEDEN FOR AT INKLUDERE ELEVER UDEN TALESPROG

Det er efter min mening yderst positivt, at Undervisnings-ministeriet, ved Mette Risager, anerkender faciliteret kommunikation,

(FC-metoden, Faciliteret Communication) således at alle unge mennesker, uanset graden af tale-, eller kommunikationshandicap, har de samme muligheder for uddannelse på lige fod med jævnaldrende uden handicap. Det vidner positivt om, at gamle paradigmer og fordomme omkring mennesker uden talesprog hører fortiden til. Tidligere antog man, at mennesker med diagnoser og uden talesprog, var mindre begavede og ude af stand til at gennemføre nogen form for uddannelse end ikke på grundskoleniveau. I dag ved vi, at mennesker med forskellige handicap med eller uden talesprog, kan være mindst ligeså velbegavet og intelligente som mennesker med talesprog.

Igennem mit virke som skoleleder på Specialskolen Bramsnæsvig, oplever jeg dagligt elever der udtrykker sig ved hjælp af faciliteret kommunikation. De udtrykker sig på meget forskellige niveauer alt efter deres faglige kunnen. Faciliteret kommunikation er en hel naturlig del af undervisningen på skolen. Vi anvender faciliteret kommunikation til næsten alle elever. Faciliteret kommunikation er velegnet til personer uden talesprog eller begrænset talesprog, hvor personen grundet neuromotoriske vanskeligheder har svært ved at pege og taste. Vi har på skolen med gode resultater anvendt faciliteret skrivning i mere end 10 år.

Metoden er medvirkende til at igangsætte en kommunikation, som gør det muligt for personen at udtrykke sine tanker, ønsker og følelser. Faciliteret skrivning benyttes desuden i undervisningen til at understøtte indlæring. Metoden består i, at facilitere (støtte) elevens hånd eller arm, så vedkommende kan gennemføre tastning, skrivning og udpegning.
Målet med metoden er, at facilitationen hen ad vejen aftrappes/udfases i takt med at eleven selv bliver i stand til at gennemføre ovennævnte funktioner delvist eller helt selvstændigt. Vi har flere elever, der har opnået selvstændig skrivefunktion efter en periode med faciliteret skrivning.

FC-metoden er ikke begrænset til et specifikt handicap, men derimod til alle elever med diagnoser med fællestrækket ikke at kunne tale/kommunikere tilstrækkeligt grundet neuromotoriske vanskeligheder.
På Specialskolen Bramsnæsvig har vi gode erfaringer med eksempelvis elever med Down syndrom, autisme, Cerebral Parese, Retts syndrom, Cornelie de Lange Syndrom, uspecificerede hjerneskader og andre multiple funktionsnedsættelser.

Inden opstart af faciliteret skrivning/kommunikation introduceres eleven til alfabetet, både store og små bogstaver såvel som læsning af ordbilleder. Ved opstart af FC undervises de fleste elever desuden i stavning af enkeltord samt opbygning af sætninger. Efterhånden som eleven udvikler øget sprogforståelse samt læse- og stavekompetencer, udvikles gradvist et øget skriftsprogligt udtryk.

Faciliteret skrivning gør det på sigt muligt for elever med tale- og kommunikationshandicap at kommunikere effektivt ved hjælp af skriftsproget. Skriftsproget er det eneste sprog, der fyldestgørende kan kompensere for manglende talesprog.
På skolen benyttes der et varieret udbud af kommunikationshjælpemidler, som alle indbefatter et bogstavtastatur i en eller anden udformning. Ipads er yderst anvendlige til faciliteret skrivning.

I samarbejde med interessegruppen FC2000DK har vi udgivet en DVD om FC-metoden (se: www.fc2000.dk ). I filmen vises et tydeligt eksempel på at faciliteret kommunikation på sigt kan føre til selvstændig kommunikation. Det er dog langt fra alle elever, der på sigt vil kunne taste fuldstændig selvstændigt. Elever med svær grad af spasticitet eller elever der har vanskeligt ved at initiere (sætte igang), vil altid i mere eller mindre grad have brug for facilitation. At eleven har brug for facilitation, gør ikke det skrevne mindre validt eller oprigtigt. Som facilitator har man en forpligtigelse og et stort ansvar for at kommunikationen foregår på elevens præmisser. Hvis facilitatoren er i tvivl om elevens tastning opfordres eleven til at gentage indtastningen/udpegning af ordet.

Se trailer til filmen her:

Faciliteret kommunikation har i høj grad sin berettigelse både i specialskole regi men bestemt også i det videregående uddannelsessystem. Alle mennesker har ret til at ytre sig og alle mennesker har ret til en uddannelse (jvf. FN´s Handicapkonvention).

Skoleleder Pia Holm
Specialskolen Bramsnæsvig

Scroll to Top