Jovan startede i et skærmet skoletilbud, da han ikke kunne indgå i fællesskabet med andre børn. Han var voldsomt udadreagerende og impulsstyret, og var til fare for sig selv og sine omgivelser. I dag, 4 år efter, oplever vi en dreng i langt større ro, og en dreng som nyder at være social med andre elever.
Læs artiklen om Jovans udvikling her.
Jovan startede på skolen i juni 2012, da han var 11 år. Jovan er født med en gennemgribende udviklingsforstyrrelse indenfor autismespektret og er født med uudviklet hjernebjælke. Jovan har som følge heraf, flere skader i hjernens centre og neurale kredsløbsforbindelser, som giver Jovan mange kognitive, emotionelle, sociale og sansemæssige udfordringer.
Jovan startede i vores aflastningstilbud og senere et skærmet skoletilbud, idet han havde svært ved at indgå i sociale relationer med de øvrige elever. Jovan havde begrænsede kommunikative færdigheder, var meget impulsstyret og havde til tider en voldsom selvskadende og udadreagerende adfærd. Det der særligt kendetegnede Jovan, var hvad der bedst kan beskrives som en voldsom indre uro, som særligt kom til udtryk ved, at han kastede med genstande, rev ting ned fra væggene, var svært selvskadende og slog sit hoved ind i vægge, borde og i vinduer så de knustes. Jovan modtog derfor 1-1 undervisning og behandling i en isoleret hytte ved vandet, tæt på skolen. De fysiske rum var yderst sparsomt indrettede, dels for at minimere risikoen for skader på Jovan selv og det personale der var sammen med Jovan, dels for at minimere sanseindtryk, som Jovan formodentlig havde svært ved at bearbejde.
I praksis oplevede vi, at Jovan spyttede på personaler, udover at han kunne være udadreagerende, med slag, spark, bid mv. Denne adfærd oplevede vi både i krav-situationer eller hvis Jovan ikke syntes at blive forstået, men vi oplevede også denne adfærd, uden at vi kunne forklare adfærden. Under måltider var det ikke unormalt, at Jovan spyttede med maden eller slugte maden uden at tygge på den. Vi oplevede også ofte, at Jovan kastede tallerkenen på gulvet, hvorefter han smed sig på gulvet og spiste videre.
Jovan var desuden udfordret ved ikke at have en normal perception. Det var vores indtryk, at han havde svært ved at bearbejde særligt lyd-, føle- og smagsoplevelser. Jovan havde ved skolestart nedsat følesans. Han reagerede fx ikke ved fald med følgende skader på kroppen – eller ved berøring af meget kolde eller varme elementer. Desuden stimulerede Jovan sig selv ved at berøre tidsler eller brændenælder. Som et mindreårigt barn, puttede Jovan alt i munden og smagte på det. Det kunne være planter, snegle, egen afføring eller hundeekskrementer.
De første år, oplevede vi kun Jovan vise følelser som glæde eller vrede. Jovan viste ikke følelser som ’ked af det’, og vi oplevede derfor aldrig Jovan græde.
Efter en intensiv og målrettet neurologisk og pædagogisk indsats oplever vi i dag, 4 år efter at Jovan er startet på skolen, en helt anden og langt mere rolig dreng.
Jovan blev efter 1 år i skærmet tilbud langsomt integreret i en børnegruppe med jævnaldrende børn, med forskellige dysfunktioner. Jovan trives i dag godt i børnegruppen, hvor han nyder at være social med de andre elever. Jovan skal fortsat have støtte i at interagere med de andre børn, og for det meste, opholder han sig i fællesskabet uden at opsøge de andre. Jovan viser dog dagligt interesse for de andre børn, ved fx at spørge en voksen hvornår et barn skal hjem, om de kommer i Døgnhuset, hvor Jovan selv bor, om en elev kommer i skole mv. Det er yderst sjældent at vi nu oplever en uhensigtsmæssig adfærd rettet mod et andet barn, og Jovan er derfor blevet vellidt i børnegruppen.
Udover denne udviklede evne til at vise en form for empati og interesse for de øvrige elever, udtrykker Jovan i dag, i langt højere grad end tidligere, flere nuancerede følelser. Han giver i dag udtryk for, at han kan savne sin mor. Dette ved at græde med tårer. I dag viser Jovan desuden tegn på, at han kan mærke smerte, ved fx fald.
Vi oplever i dag generelt en langt mere rolig adfærd hos Jovan. Vi kan nu have plakater mv. hængende på væggene, have genstande stående fremme i lokalerne, uden at være bekymrede for, om Jovan hiver det ned eller kaster med det. Desuden har vi ikke længere sikrede vinduerne, udover ekstra låsesikring, så Jovan ikke kan hoppe ud, hvilket der fortsat kan være risiko for.
Vi oplever ikke længere at Jovan spytter, og han kan i dag nyde et måltid mad rimelig roligt, dog med støtte eller verbal guidning.
Vi ser stadig at Jovan banker sit hoved ned i fx et bord, men denne adfærd er minimeret i forhold til tidligere. Nogle vil forklare denne adfærd ved, at Jovan på denne måde flytter fokus fra ’de mange tanker i hovedet’, til en konkret følelse (smerte)- og at han med adfærden forsøger at bevare selvkontrollen (Elvén, B, 2010) .
Det sker fortsat, at Jovan kan blive udadreagerende mod et personale. Vi oplever, at Jovan er meget påvirkelig når den voksne er træt, eller er ’på vagt’ overfor Jovan – relationen til Jovan er derfor væsentlig, og de forventninger vi som personale har til ham og hans adfærd.
Vi ser typisk at Jovan kan blive udadreagerende, når han er i søvnmangel. Når Jovan har haft dårlige nætter, bliver han lettere vred og frustreret. Det kan være i forbindelse med kravsituationer som han ikke magter eller har lyst til i øjeblikket, eller at han savner sin mor.
Jovan har i dag ikke samme behov for at stimulere sig selv med tidsler, brændenælder mv. – men viser dem stadig interesse, nu med en bevidsthed om, at de stikker eller brænder. Vi oplever fortsat, at Jovan smager på genstande, men adfærden har dog aftaget, og genstandene er i dag mindre ekstreme.
Jovan kendetegnes stadig som en impulsstyret dreng, men han kan fx i dag i langt højere grad udsætte sine egne behov. Vi kan i dag bedre lave aftaler med Jovan, fx ’når vi har gjort dette, kan vi gøre….’.
Jovans meget positive udvikling er ikke blot kommet i takt med, at han er blevet ældre. Det har krævet en stor indsats fra flere personaler gennem struktureret, intensiv fysisk træning, behandling og social træning, herunder fysisk og verbal guidning i flere sammenhænge og sociale historier, samt ikke mindst, personaler der hele tiden har troet på Jovans potentiale. De tætte relationer med personalet har optimeret Jovans motivation og tillid. At Jovan er nået så langt i sin udvikling, skyldes også hans altid charmerende og vindende væsen og nysgerrighed for at lære.
Jovans undervisning, træning og behandling tager afsæt i skolens neurologiske og pædagogiske tilgang, og har dagligt bestået af
Anerkendende og vejledende tilgang
Taktil stimulering samt dybdemassage
Duftestimuli
Refleksbehandling
Kryb og kravl (krydsmønstertræning)
Intellektuel træning: Ordbilleder, læsning og skrivning (Facilitated Communication)
Kost uden sukker, gluten og komælk (casein)
Frisk luft og gå ture i området dagligt (ilt til hjernen og tilførsel af gode neurotransmitterstoffer)
Læs nærmere om de enkelte behandlinger og metoder, ved at klikke på de enkelte links.
Vi antager, at der gennem målrettet træning, der stimulerer de centre i hjernen hvor Jovan har skader og dermed funktionsnedsættelse, at det har været muligt at udvikle nye neurale kredsløbsforbindelser (synapsforbindelser) i Jovans hjerne, hvilket har bidraget til og udviklet hans nuværende færdigheder.
Udvidet kommunikationsevne.
Formodentlig, har Jovan desuden opnået en større indre ro, ved at hans kommunikationsfærdigheder er blevet udviklet, og ved at han derfor langt nemmere kan gøre sig forståelig overfor de voksne der er sammen med ham. Ved dagligt, gentagne gange at blive præsenteret for ordbilleder, samt billeder af forskellige kategorier, har Jovan fået udviklet sin sammenhængsforståelse samt fået udvidet sit ordforråd. Sideløbende hermed, har Jovan øvet i tegn til tale, hvor han har taget nogle tegn til sig. Herudover har Jovan øvet sig i at skrive ord og sætninger, med støtte fra et personale, og har vist, at han selvstændigt kan skrive få ord, fx mor, bus mv. Jovan kommunikerer desuden ved hjælp af kommunikationsværktøjet ’Avaz’, som primært er understøttet af billeder/pictogrammer. Herved har han fx fået muligheden for at foreslå udflugter, tale om en oplevelse han har haft eller fortælle de andre elever hvad vi skal spise til frokost.
Jovan bor nu i vores døgntilbud kaldet “Huset”. Vi har et godt og tæt samarbejde med Jovans familie. Jovans mor er den vigtigste person i Jovans liv, og han ser og besøger sin mor en gang om ugen.
Det er en fornøjelse at se Jovans positive trivsel. Hans ro, og evne til nu at kunne indgå i sociale aktiviteter med øvrige elever. Det har været hårdt, men også helt fantastisk at arbejde med Jovan, og en kæmpe sejr, at jeg og mine kolleger, er nået så langt med Jovan. Vi har hele vejen kunne se Jovans potentialer, og sammen med Jovan fortsætter vi med at arbejde mod nye mål, således at Jovan kan blive den bedste udgave af ham selv.
Vi ønsker for Jovan, at han fortsat vil udvikle sine kommunikationsfærdigheder; således at han vil kunne gøre sig forståelig overfor omverdenen. At han får mulighed for at udtrykke sine behov, tanker og følelser, og at han vil kunne skabe og bevare gode relationer – både til sine støttepersoner, men også med ligesindede.
For os er det vigtigt, at Jovan får – et for ham – godt liv.
Skrevet af kontaktperson, pædagogstud. Conni Camille Glyng, juli 2016
Kilde: Elvén, Bo Hejlskov (2010): Problemskabende adfærd ved udviklingsforstyrrelser eller udviklingshæmning, Dansk psykologisk forlag.